Skal vi ikke gi' hinanden the benefit of the doubt?

Den 13. juni lagde Hanne Børsen en kommentar op på Fucking Flinks facebookside. Hendes 13-årige datters pung var blevet stjålet. Super træls. Men så – den næste morgen – lå pungen i postkassen. Et par 20-årige på vej hjem fra byen havde fundet den. Og afleveret den, med alt indhold intakt. Hanne slutter sin kommentar med at sige, at "da det ofte nævnes, om en person af anden etnisk herkomst i sager, hvor det ikke har relevans, men hvor det er med til at styrke nogle fordomme, føler jeg trang til her at nævne, at den ene af de unge mænd er af anden etnisk herkomst end dansk..."

I går – to måneder senere – er Hannes kommentar gået viralt. Over 20.000 mennesker har læst, i hundredevis kommenteret. Og folk går til makronerne. (Vil du se Hanne Børsens facebook-indlæg og kommentartråden under, så klik her)

Nu har folk selvfølgelig lov til at synes, hvad de vil. Men når Hanne forsøger at vende mediernes negative vinkling af 'anden etnisk herkomst'-historier ved at fremhæve den positive – og så bliver skudt i skoene at være racistisk – så undrer jeg mig. På en side, der handler om behovet for respekt for hinanden, og som promoverer overskud mellem mennesker. På en side, hvor vi vel er nogenlunde enige om at møde hinanden med åbne ører: Gi'r vi så ikke hinanden 'the benefit of the doubt'?

Det er da det, det hele handler om herinde.

For hvordan vi end vender og drejer det, så er vores samtaler samfundets udviklingsafdeling. Og Fucking Flink er jo ikke kun historier om tabte S-togskort, som afleveres tilbage. Bevægelsen er startet for at promovere en respektfuld og anerkendende tilgang til hinanden.

En udviklingsafdeling er et spændende sted at være. Dér tænker man på, hvilken fremtid, vi sammen kan skabe. Hvad vores evner, vores tanker og de ideer, vi endnu ikke har fået, kan blive til. Det er mega stimulerende. Men når man begynder at mundhugges, bliver en hvilken som helst udviklingsafdeling til en afviklingsafdeling.

Fucking Flink er en udviklingsafdeling for, hvilket Danmark vi kan skabe sammen. Det er dér, vi skal være.

For afviklingsafdeling? Dér gider vi da ikke at være. Vel?

Nyd solen, allesammen. Og hav en fantastisk dag!

(: Lars AP

Denne her fik jeg lige i inboxen fra Kenny:


Hver uge kører der et lytter tema på P4 om morgenen. 
Det er en lytter der har lavet temaet, og det samme tema kører så hele ugen.
Ud fra temaet har lytteren så valgt en sang hver dag. Det foregår ca 8.10.
Denne uges lytter tema er Fucking Flink.


For sørensen. Så bliver man da lige i godt morgenhumør.

Hav en dejlig dag!

Hvad hedder pedellen på din arbejdsplads?

Selv om de ikke står forrest i køen, når det handler om social anseelse, kan vi alle lære af dem, der står i forreste linje, når det drejer sig om at komme andre ved.

Kommis'en. Skolelæreren. Sygeplejerskerne. Og fyld selv flere på.

Mange af dem var engang i højstatus. Det er de ikke længere. Det burde de være.

Se her, hvad jeg fiskede frem på en side om sygeplejersker:

During my second year of nursing school our professor gave us a quiz. I breezed through the questions until I read the last one: "What is the first name of the woman who cleans the school?" Surely this was a joke. I had seen the cleaning woman several times, but how would I know her name? I handed in my paper, leaving the last question blank. Before the class ended, one student asked if the last question would count toward our grade. "Absolutely," the professor said. "In your careers, you will meet many people. All are significant. They deserve your attention and care, even if all you do is smile and say hello." I've never forgotten that lesson. I also learned her name was Dorothy.  
– Joann C. Jones

Ligesom man ser, at de virksomheder med mindst forskel på den højst- og den lavest-lønnede har større trivsel, kreativitet, succes og-jeg-skal-komme-efter-dig, vil jeg æde min venstre sko og bide i mit højre inderlår på, at steder, hvor ansatte ved, hvad pedellen hedder, har højere trivsel.

Hvad hedder pedellen på din arbejdsplads?

En flinker mail

Så er der indløbet endnu én af den slags mails, som gør hele dagen meget bedre. Denne gang fra Lasse:

Hej Lars
Fantastisk! Jeg kunne godt gå i gang med at dele 100 vis af historier, men det eneste jeg vil sige denne gang er bare: Sådan!
Jeg har ikke læst din bog endnu, men vil klart gøre det. Indtil da vil jeg uden hensyntagen til min travlhed gerne melde mig under fanerne til hvad end der kan være brug for. At være flink er det mest givende og effektive møde i kalenderen og at se simpel glæde og varme i andre er det bedste i verden. Den er ikke længere.
Tak for initiativet.
Med venlig hilsen/Kind regards,
Lasse


Kan man blive andet end glad over sådan en? Lasse: Tak! Og hav så lige en god weekend. Du har lige gjort, at min starter godt.

Du er tungen på vægtskålen. Altid.

Goethe var en klog mand. Og hans citat nedenfor giver helt sug i maven. Whoa, et ansvar, man dagligt har!

Læs med her og få del i suget:

I have come to the frightening conclusion that I am the decisive element. It is my personal approach that creates the climate. It is my daily mood that makes the weather. I possess tremendous power to make life miserable or joyous. I can be a tool of torture or an instrument of inspiration, I can humiliate or humor, hurt or heal. In all situations, it is my response that decides whether a crisis is escalated or de-escalated, and a person is humanized or de-humanized. If we treat people as they are, we make them worse. If we treat people as they ought to be, we help them become what they are capable of becoming.

– Goethe

For mig giver citatet kun endnu mere argument for at huske at tippe vægtskålen i den rigtige retning. For at være fucking flink. 

Hvad tænker du?

Sasha Dichter og generøsitet

Sasha Dichter, fra det New York-baserede Acumen Fund, skriver en del om generøsitet. Han startede faktisk sidste år Generosity Day. Og så har han en fino blog. Her en smagsprøve:

Last week, while on vacation in the South (a few days before hurricane Irene upended our plans), I’d managed to pull down a venetian blind in the house we were renting and I needed a Phillips head screw to fix it.
I made my way to the hardware store, picked out five screws of varying sizes, and told the owner that I’d like to buy a cheap screwdriver to screw in one of these screws.
Rather than sell me a $10 screwdriver and charge me another buck for the screws, he lent me a screwdriver and asked me to bring it back.  I then reached into my pocket to pay for the screws and he said, “Don’t worry about it.”
That just about made my day.
And it got me thinking, again, about generosity, about how our analytic minds mess with us so much when we are steeped in so many intelligent discussions about philanthropy and the best ways to practice it.  It’s easy, when we are talking about giving to others, to critique generosity and soft-headed or impractical.  But I bet there’s not a person out there who, when someone is irrationally kind to them, stops to say, “well, that didn’t make an awful lot of sense, and that person shouldn’t have been so generous to me.”
It’s like the old adage about comedy and tragedy: comedy is seeing someone walking down the street fall into a manhole; tragedy is when I stub my toe.
When we talk about ourselves, and our own experiences, there’s no amount of generosity that feels like too much.  When we talk about others, everything is supposed to be bounded and thought out and make sense.
Generosity is a way of walking through the world and spreading joy.  Nothing more, nothing less.
It’s up to you to decide how much you want of that in your life.

Du kan læse mere af Sasha Dichter her.

Spejderpiger gør fucking flinkt

Fucking Flink ruller. Og jeg får hver uge mails fra folk, som er i gang derude. Se nu bare denne, som jeg fik i går. Fra Dorte.

Kære Lars

Min gode kollega (og din ven) Malene var så flink at låne mig sit eksemplar af din bog (et eksemplar du havde dedikeret og signeret til hende).

Jeg lånte bogen fordi mine 18 søde spejdere (12-16 år) havde besluttet sig for at flytte sammen i spejderhytten en hel uge og være fucking flinke. De skulle selv sørge for mad, lektier, indkøb og tøjvask og ikke mindst hjælpe hinanden gennem hverdagens skærmydsler. Da de planlagde ugen var de tilfældigt kommet forbi et klistermærke hvor der stod fucking flink – og inspireret af dette blev ugen lagt i rammer. Siden kunne Malene så oplyse mig om at det med at være ”fucking flink” var en hel bevægelse – og hun lånte mig bogen, som kom ned i spejderhytten og hele fucking-flink-ugen blev brugt som godnat-højt-læsning. Alle var begejstrede for den moderne udgave af ”at gøre en god gerning” og ”være en god kammerat” som fucking-flink jo er. Nogen er åbenbart blevet så begejstrede for bogen at de har været så uflinke at beholde bogen.

Vi har ledt og ledt og efterlyst, men væk er bogen…

Så nu spørger jeg om du kan hjælpe med at fremtrylle et nyt dedikeret og signeret eksemplar til Malene. Vi betaler selvfølgelig gerne for både bog og porto…

Tak på forhånd

Med venlig hilsen

Dorte, Energiforum Danmark

Hvor er det stort, hvad spejderpigerne gør. Og hey: At der så lige ryger en bog, jamen det er noglegange prisen. Der er naturligvis én på vej i posten til Dorte, som hun kan give til Malene. De har begge været totalt overskudsagtige.

Og flink avler flink. Ikke?