tirsdag den 14. august 2012

Skal vi ikke gi' hinanden the benefit of the doubt?


Den 13. juni lagde Hanne Børsen en kommentar op på Fucking Flinks facebookside. Hendes 13-årige datters pung var blevet stjålet. Super træls. Men så – den næste morgen – lå pungen i postkassen. Et par 20-årige på vej hjem fra byen havde fundet den. Og afleveret den, med alt indhold intakt. Hanne slutter sin kommentar med at sige, at "da det ofte nævnes, om en person af anden etnisk herkomst i sager, hvor det ikke har relevans, men hvor det er med til at styrke nogle fordomme, føler jeg trang til her at nævne, at den ene af de unge mænd er af anden etnisk herkomst end dansk..."

I går – to måneder senere – er Hannes kommentar gået viralt. Over 20.000 mennesker har læst, i hundredevis kommenteret. Og folk går til makronerne. (Vil du se Hanne Børsens facebook-indlæg og kommentartråden under, så klik her)

Nu har folk selvfølgelig lov til at synes, hvad de vil. Men når Hanne forsøger at vende mediernes negative vinkling af 'anden etnisk herkomst'-historier ved at fremhæve den positive – og så bliver skudt i skoene at være racistisk – så undrer jeg mig. På en side, der handler om behovet for respekt for hinanden, og som promoverer overskud mellem mennesker. På en side, hvor vi vel er nogenlunde enige om at møde hinanden med åbne ører: Gi'r vi så ikke hinanden 'the benefit of the doubt'?

Det er da det, det hele handler om herinde.

For hvordan vi end vender og drejer det, så er vores samtaler samfundets udviklingsafdeling. Og Fucking Flink er jo ikke kun historier om tabte S-togskort, som afleveres tilbage. Bevægelsen er startet for at promovere en respektfuld og anerkendende tilgang til hinanden.

En udviklingsafdeling er et spændende sted at være. Dér tænker man på, hvilken fremtid, vi sammen kan skabe. Hvad vores evner, vores tanker og de ideer, vi endnu ikke har fået, kan blive til. Det er mega stimulerende. Men når man begynder at mundhugges, bliver en hvilken som helst udviklingsafdeling til en afviklingsafdeling.

Fucking Flink er en udviklingsafdeling for, hvilket Danmark vi kan skabe sammen. Det er dér, vi skal være.

For afviklingsafdeling? Dér gider vi da ikke at være. Vel?

Nyd solen, allesammen. Og hav en fantastisk dag!

(: Lars AP


Ingen kommentarer:

Send en kommentar