På facebook-siden har der været forskellige forslag. Uddele kram. Tænde cigaretter for folk, der kommer ud af Hovedbanegården. Give nikotintyggegummi. Uddele komplimenter. Eller slet og ret gå rundt og være fucking flink overfor alle, man kommer i nærheden af.
Fantastisk med alle de ideer.
Og mens jeg sad og så alle dem igennem, fik jeg selv en idé. Eller rettere, blev inspireret af min datter – og fik en idé.
Sidst i juli var jeg med familien på restaurant. Ved bordet sad mine to børn og tegnede på et par små blokke, de lige havde fået. Især vores 7-årige datter var produktiv. Og da hun havde tegnet én tegning mere og givet den til mig (i tillæg til de fire andre, jeg allerede havde fået) sagde jeg, at hun kunne give den til tjeneren, når vi var færdige med at spise. Som en slags tak for mad. Og som lidt ekstra oven i drikkepengene.
Det gjorde min datter. Så den nogle-år-og-tyve-årige mørkhårede tjener på den cubanske restaurant i New York fik "Hello"-tegningen ovenfor.
Og hvad skete der? Den lille tegning tog røven på tjeneren. Han blev glad. Faktisk så glad, at vi ude fra fortovet, ind gennem restaurantens vinduer, kunne se ham vise tegningen frem til sine kolleger, pege hen til det bord, vi havde siddet på, og med fagter forklare, hvad var sket. Smil, 'nååårh, hvor sødt' udtryk i ansigterne, glæde. En positiv spiral af flinkhed spredte sig i tjenerstaben.
For børnetegninger kan noget. Og børn storproducerer dem. Og så var det, jeg tænkte: Hvorfor ikke inddrage den yngre generation i at være flinke? Og afprøve ideen her til Kulturnatten?
Der er flere fordele. Det kan være grænseoverskridende at skulle gøre noget flinkt overfor en fremmed. Børn har (ofte) langt større umiddelbarhed: De kan bryde grænser, vi voksne har det svært med. Og en fremmed kan have svært ved at tage imod din flinke gestus. Fra et barn derimod: Der skal den fremmede være hård om hjertet, hvis han/hun ikke kan tage imod.
Og så er der den sidste. Kulturnatten handler om kultur. Ved at give tegninger er vi flinke ved at dele (små) kulturværker ud. Skabt af den fremtidige generation.
Nå ja, og så det allersidste argument: Vi involverer den yngste generation i at være fucking flinke.
Så hvad med, at vi sætter vores nevøer, niecer, naboens eller egne børn i gang med at tegne? Og lad os så se, om vi kan sprede noget flinkhed.
Rigtig god Kulturnat til jer alle!
rigtig dejlig idé.
SvarSletJeg vil se om jeg kan få ungerne i børneren med på ideen i morgen.
Fantastisk, Anna. Jeg håber at troppe op med to stk tegneproducenter (-:
SvarSletSuper idé - den forener smukt produktion og afsætning :-)
SvarSlet